AGF sejrede efter målfattig første halvleg

AGF Håndbolds 1. divisions damer har efterhånden tørstet efter det længe. I går lykkes det så endelig at få to point med hjem, da holdet slog Rødovre HK på udebane med resultatet 20-18.

Af: Pia Pagaard Møller Madsen

Der har de seneste syv uger ikke været meget at glæde sig over hos AGF Håndbold. Klubbens kvindelige førstehold har ikke formået at hente point siden kampen mod Tarm-Foersum GF d. 20 september. Men i går aftes lykkedes det endelig træner, Ronni Boy Klitgaard og hans piger at slutte tørkeperioden med en sejr på 20-18 over Rødovre HK.

”Det er rigtig, rigtig dejligt. Vi er helt oppe at ringe”, udtalte han umiddelbart efter kampen.

Time-out fik gang i spillet

Der skulle gå lang tid, inden at det lykkedes AGF at få styr på kampen. Ingen af de to hold fik gang i angrebsspillet fra starten, og derfor var stillingen blot 3-2 i AGFs favør efter 20 minutters spil.

”Vi havde godt styr på Rødovre i forsvaret, men vores offensiv fungerede ikke, og det var vi nødt til at gøre noget ved”, forklarer Ronni Boy Klitgaard.

AGF tog en time-out og ændrede på holdopstillingen, så Maja Henze og Vibeke Bay kom ind i bagkæden. Det fik gang i angrebsspillet, og holdet kunne gå til pause med føringen 8-7

Altafgørende sejr

Efter pausen fortsatte AGF det fornuftige forsvarsspil og øgede forspringet til 17-13. Et par uheldige dommerkendelser lukkede dog Rødovre HK ind i kampen igen, da de fik reduceret til 17-15. Men AGF holdt hovedet koldt og tager de to point med hjem til Aarhus efter en sejr på 20-18.

”Det var altafgørende, at vi fik en sejr i dag. Det betyder, at vi slipper for at ligge nede blandt de sidste tre hold, som står til at rykke ned, og det er virkelig vigtigt”, siger Ronni Boy Klitgaard.

Sejren over Rødovre HK betyder, at AGF nu ligger på 10. pladsen med seks point. I næste weekend venter et opgør med Stilling-Skanderborg Håndbold, som har ét point mindre end AGF. Og her har Ronni Boy Klitgaard målsætningen klar:

”Det er en af de kampe, vi SKAL vinde. Det er der ingen tvivl om”, siger han.