Taxaturen i Aarhus bliver dyrere

I går vedtog Aarhus Byråd at hæve taxapriserne med fire procent. Chaufførerne frygter færre ture, men de ser det som en nødvendighed for at betale de stigende udgifter.

Af Peter Søndergaard

I går besluttede byrådet også at indefryse 25 taxatilladelser. Det kan måske give mindre ventetid og flere køreture for chaufførerne. Foto: Jesper Mortensen

De aarhusianske taxier har det ikke sjovt for tiden. Antallet af aarhusianere, der snupper en taxa, er nemlig faldet med 20 procent de seneste år. Men i går besluttede Aarhus Byråd, at prisen på en taxatur i Aarhus skal stige med fire procent. Chaufførerne står dermed til en lønstigning på to
procent, da lønnen er cirka 50 procent af omsætningen. Men snakker man med taxachaufførerne ved banegårdspladsen, er de ikke udelukkende begejstret for de stigende priser.

”Vi har frygtet atombomber, krise i Sydeuropa, og nu frygter vi, at vi får mindre at lave,” siger en chauffør, der vil stå uden navn.

Chaufføren ser dog stigningen som en nødvendig beslutning for at få det til at køre rundt. Det samme gør kommunikationsansvarlig for Aarhus Taxa, Morten Nyby Elgaard.

”Det er ikke fordi, vi vil tjene mere. Det er fordi, det er blevet dyrere at producere en taxatur. Brændstof, forsikringer, mekanikerlønninger og så videre koster penge,” siger Morten Nyby Elgaard.

Alternativet er lukninger

En anden chauffør tror, det vil blive en lønnedgang for ham, hvis han mister ture på prisstigningen, men at han må acceptere det, hvis han vil beholde jobbet. Morten Nyby Elgaard mener også, at alternativet til en prisstigning er endnu værre:

”Hvis vi ikke sætter prisen op, så vil der være vognmænd, som lukker, og det vil blive sværere at få en taxa.”

Erik Cederstrøm, der er afdelingsleder ved Trafik og Veje i Aarhus Kommune, tror heller ikke, at chaufførerne skal frygte for, at der bliver mindre at lave.

”Jeg tror, taxakørsel er noget, man sparer på, fordi det er for dyrt, men jeg tror ikke, at så lille en prisstigning vil påvirke efterspørgslen.”

Det er Aarhus Taxa, Dantaxi og chaufførernes fagforening, 3F, der har efterspurgt en prisstigning. Det blev foreslået i august måned og har virkning fra i morgen. Alle byrådsmedlemmerne stemte for forslaget.